Uddrag af artikler om Solus Alta, skrevet i Sejl og Motor og i SEJL:
Alta er anderledes – Solus Alta er en ny måde at lave en hurtig familiebåd på. Usædvanlige sejlegenskaber og en en helt utraditionel indretning.
Således indledes en test i Sejl og Motor fra bådens barndom omkring 1983. Forfatter: Jan Ebert
(I denne tekst gengives de vigtigste iagttagelser fra artiklen, som af ophavsmæssige grunde ikke gengives her i sin fulde ordlyd: )
-Båden placeres i kategorien slanke både; men med en interessant flad bund agter, som kan sammenlignes med en Banner 30. Forskibet, til gengæld, er dog usædvanligt spids, hvilket giver en blødere gang gennem søerne.
-Det bemærkes, at bådens løjgang ikke er placeret særligt hensigtsmæssigt på dørken, men at det giver mere bevægelsesfrihed i cockpittet. Alligevel bemærkes, at båden ligger fint på roret, trods stor krængning i frisk/hård vind – og er nemmere at sejle, og tilsvarende nemmere at bruge som familiebåd. Det tilskrives det slanke forskib, kombineret med den flade hæk.
- På skæringssejlads med spiler er båden en stor overraskelse. Den skærer ikke op, under halvvindssejlads i 8-10 m/sek ! – Hvis krængningen bliver for stor kan man bare falde, hvilket testsejleren aldrig har været ude for.
- Cockpittet omtales som dybt og børnevenligt. Dog svært for rorsmanden at sidde på luv sidedæk under kapsejlads.
- Kahytsindretningen i dinetteversionen kritiseres dog for manglen på voksenkøjer. (Men flere Solus Alta er lavet med traditionel indretning). Det bemærkes, at der ingen luksus er i værftapteringen; men at alt er udført i en nydelig finish.
- Konklusionen er: ”En spændende båd, der endnu mangler at slå sit ry fast på kapsejladsbanerne. Apteringen opfylder ikke alle behov; men heldigvis er sejlere jo ikke ens, og det ville være trist om alle både var det”
Hurtig til race – og enkel til tur
Solus Altaen er en virkelig hurtig båd til kapsejlads; men er også en fin dagsejler, turbåd og week-end båd til de meres spartansk indstillede..
Henrik Hansen fra SEJL anmelder omkring 2003, mere end 20 år efter bådens fødsel, Solus Alta som en god brugtbåd til priser mellem 100-170.000 kr:
- Solus Alta er en sprælsk båd, med en masse sejl til sin størrelse og vægt, og gennem 20 år har den bevist sine gode evner som racer på kapsejladsbanerne med overaltsejre og masser af løbsejre.
- Båden sammenlignes med Aphrodite 101, Int. 1006 og Scancap, som båden på en god dag sagtens kan være foran.
- Båden er nem at styre på skæring med spiler, og en ejer fortæller at han har sejlet med spiler under forhold, hvor kun få andre turde sætte den.
- Det bemærkes, at der er store forskelle i vægt på bådene. Fra 2400-2800 kg, hvilket hænger sammen med forskellige motorinstallationer og selvapterede både.